google-site-verification: google94279bccb38b09dd.html

Annoncebudgetterne står til at stige med næsten fire procent i 2019, viser årets udgave af MyImage-analysen.

Det er en nydelig vækst set i forhold til 2018, hvor annoncørerne vurderede, at budgetter ville vokse med 2,8 procent.

Der er grund til at glæde sig over optimismen, men omvendt er der udviklingstendenser i den globale økonomi, der kan risikere at trække lidt den anden vej, lyder det fra MyResearchs adm. direktør Mogens Østergaard:

”Den seneste tids uro på aktiemarkederne vil formentlig få nogle af annoncørerne til at holde lidt igen i forhold til, hvordan tingene så ud for et par måneder siden. Så den endelige vækst i 2019 kommer nok snarere til at ligge på det niveau, vi så i 2018,” siger han til Markedsføring.

Managing Partner på IUM, Peter Sevel er næsten enig, men siger også til Markedsføring:

”Vi mener, 3,9 procent er lidt højt sat. For selv om dansk økonomi grundlæggende er stærk, så er der også udefra kommende faktorer, der påvirker: Herunder renteudviklingen, Brexit, aktieuro og Trump. Så vores egen vurdering ligger på omkring 3,2 procent og dermed altså stadig lidt højere end i 2018.”

Begge vurderinger bakkes op af en rundspørge blandt 10 økonomer, som Berlingske Business foretog i slutningen af 2018: Her lød konklusionen, at ”truslerne mod det danske opsving rykker endnu tættere på i det nye år, og der er størst risiko for, at det kommer til at gå værre, end vi tror.”

Spådommen fra de 10 økonomer lyder på en overordnet økonomisk vækst på omkring de to procent i 2019.

MyImage gennemføres af MyResearch for 11. år i træk, igen i år i samarbejde med Dansk Markedsføring.  768 marketingansvarlige har svaret, hvilket er det største antal i analysens historie.