google-site-verification: google94279bccb38b09dd.html

Fagmediet Markedsføring bad i december 2019 en række af årets Rambuk-vindere fælde dom over 2019 – og kigge ind i 2020.

En af december-dagene var det IUM’s CEO Heine Jørgensen, der svarede på disse spørgsmål:

Årets kampagne var …

Heine Jørgensen: ”Det var Carlsberg ”NY DAWN”, (foto) som vandt Rambuk Grand Prix i år. Én ting er, at vi selv er mediebureau for Carlsberg, men jeg hæfter mig særligt ved, at denne kampagnes succes havde basis i produktinnovation lang tid i forvejen, som imødekommer de kulturelle forbrugerstrømninger om at nedbringe brugen af plastik. Produktets innovative kvaliteter, og det samarbejdet mellem de involverede bureauer og Carlsberg marketing skabte en outstanding kampagne. Efterfølgende ser vi, at fokus på plast i dagligvarehandlen har fået et markant stærkere fokus, så kampagnen ramte tidsånden. ”

Årets overraskelse var …

HJ: ”Der er opstået et behov for at offentliggøre, at man føler sig krænket. Der er kommet en polarisering og hårdhed i den offentlige og private debat på sociale medier, og igennem 2019 er rummelighed og forståelse blevet en knap ressource. Jeg bliver stadig overrasket over, hvor lidt der skal til, før (hård) meningsudveksling skalerer på især social medier. Den kulturelle udvikling kommer til at betyde noget for annoncørerne de kommende år, og vi ser en større skepsis til nyheder på bl.a. sociale medier.”

Hvilke marketing-kanaler vil vokse mest i 2020?

HJ: ”Jeg tror, vi ser opdrift for de marketingkanaler, der leverer en tydelig kontekst, som brands kan relatere sig til. Kontekst har en målbar effekt på opfattelsen af et brands markedsføring, og kontekst skærper annoncørens mulighed for at være relevant og målrettet. Det kan mange marketingkanaler tilbyde i dag, hvor annoncører bevæger sig fra indkøb af målgrupper, mod indkøb af en forbindelse til en relevant kontekst. Jeg spår, vi ser den strømning i 2020, som alternativ til traditionel targeting, der bliver udfordret. Det vil også medføre en ny dimension omkring kvalitet af eksponeringen i det enkelte medie.”

Hvilken bureautype vil vokse mest i 2020?

HJ: ”Vækst i forhold til hvad, kan man spørge? Indtjening, omsætning, medarbejder eller? Jeg tror, flere bureautyper har potentiale for vækst, så derfor en refleksion i stedet. En væsentlig forudsætning for et bureau kan skabe værdi er at tænke mennesker før teknologi. I en Adtech og Martech verden kan meget lade sig gøre – men i virkeligheden afhænger det af de mennesker og det team, der er involveret. Deri ligger en erkendelse af at udgangspunkt, forståelse og fokus er forskelligt fordi det er menneskeligt. De bureauer, som bedst forstår dette, vil skabe resultater, som tiltrækker ny forretning.”