google-site-verification: google94279bccb38b09dd.html

Det skal tages alvorligt, når tre fjerdedele af annoncørerne oplever, at der mangler transparens i mediebureauernes beregningsmetoder.

Det understreger IUM’s CEO Heine Jørgensen (foto) i et interview med MediaWatch.

“Jeg tager det meget seriøst, men måske kan meget af det i realiteten afhjælpes ved simpel dialog mellem annoncør og mediebureau. Men jeg må også sige, at det er ikke mange annoncører, der kommer og spørger, om vi som mediebureau vil bruge en time på at forklare vores forretningsmodel. I de ti år, jeg har været i branchen, er jeg måske blevet spurgt om det fem gange,” siger han til fagmediet.

Dansk Annoncørforenings seneste analyse viser, at danske annoncører efterlyser mere indblik og gennemsigtighed, når det kommer til mediebureauernes beregningsmodeller. Undersøgelsen, der er baseret på besvarelser fra 38 annoncører, blev præsenteret i uge 50 på konferencen “5 skridt til bedre medietransparens i 2019”. Her havde Dansk Annoncørforening bl.a. formuleret fem indsatsområder, som foreningen frem mod sommeren næste år vil fokusere på.

IUM gennemfører selv samtaler om forretningsmodellen med nogle kunder en gang i kvartalet, men det er langt fra alle annoncører, som er interesserede i at bruge tid på at sætte sig ind i mediebureauernes forretningsmodel.

“Der er en vis form for manglende tid, evne og vilje til at lave en ordentlig due diligence parterne imellem. Jeg tror, at langt de fleste mediebureauer vil lade deres kunder se, hvordan forretningen sammen, forklarer Heine Jørgensen.

Han peger på, at mediebureauerne måske skal blive bedre til at spørge annoncørerne, om de er i tvivl om beregningsmodellerne, men at annoncørerne omvendt også kan blive bedre til at italesætte, hvis de føler, at de mangler gennemsigtighed.

Dansk Annoncørforening bebuder, at man vil udforme en rammeaftale for medieindkøb inspireret af den engelske annoncørforening.

Heine Jørgensen byder tiltaget velkommen, men understreger, at alle parter skal på banen, hvis det skal lykkes at skabe en aftale, som alle kan være tilfredse med og ser incitament for at efterleve.

Heine Jørgensen imødeser fælles løsninger på markedet og noterede sig, at Dansk Annoncørforenings adm. direktør, Holger Wilcks, tilbød en udstrakt hånd til andre spillere i branchen.