google-site-verification: google94279bccb38b09dd.html

Når Amazon kommer til Danmark og er fuldt indfaset, får det drastiske konsekvenser for danskernes indkøbsvaner og for detailhandlen.

Det understregede IUM’s strategiske direktør, Jan Sørensen, forleden, da han var inviteret til at tale under et stort anlagt retail-konference, som Børsen afviklede over to hele dage.

Jan Sørensen havde masser af unikke insights med til salen. IUM har en årrække kortlagt de danske indkøbsvaner og senest også de europæiske vaner, hvor Amazon er veletableret.  Den viden er samlet i Retail Buying Study, der gør det muligt at sammenligne.

Til eksempel siger 75 pct. af forbrugerne i Danmark, at de har foretaget deres seneste indkøb i en fysisk butik, mens 25 pct. angiver online.

Det er anderledes i de lande, hvor Amazon er veletableret med egne distributionscentre. Det er kun 56 pct. af forbrugerne på tværs af Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Spanien, der angiver en fysisk butik som seneste shoppested. 44 pct. angiver en onlinebutik.

I Tyskland/Storbritannien, der ligner os mest, er det næsten 50/50.

Det er nøgletal, som må give stof til eftertanke i dansk retail, sagde Jan Sørensen.

Amazon – gamecharger på godt og ondt

E-commerce-giganten Amazon er i USA kravlet op på en tredjeplads over selskaber med størst omsætning på digitale annoncer – kun overgået af Googles moderselskab, Alphabet, og af Facebook. Det skriver The Wall Street Journal ifølge Ritzau/Mediawatch.

Amazon sidder på over halvdelen af internethandelen i USA, og derved opsamler koncernen enorme mængder data om og indsigt i de amerikanske forbrugeres adfærd og behov.

På den baggrund kan det ikke overraske, at mange danske annoncører holder et vågent øje med, hvornår Amazon for alvor træder ind i Norden. Emnet har dog flere nuancer – for Amazon er både en trussel og en mulighed for danske virksomheder.

Før jul indbød IUM til to store retailkonferencer, hvor Amazon for første gang mødte op og talte om de muligheder, der er for danske annoncører – når Amazon rykker ind.
Stolerækkerne var fyldt, da englænderen Neil Steven Probert, der er Principle Sales Manager i Amazon Media, gik på scenen under IUM’s konference, “Amazon er på vej til Danmark”.

Danske annoncører bør interessere sig for de rige mængder af førstehåndsdata, som Amazon kan tilføre dem, lød det fra Amazon Media.

Amazon moniterer nøje annoncerne på selskabets sites og platforme. Det betyder, at store datamængder er med til at sikre, at annoncørerne ikke spilder deres annoncekroner. Annoncørerne kan dog ikke eksportere disse data til egne formål.

En annoncør kan eksempelvis vælge at sigte efter forbrugere, der har kigget på et nyt tv-apparat inden for de seneste 30 dage eller 14 dage. Man kan målrette sin annonce direkte til folk, som før har klikket på produktet, til folk, som før i tiden har købt produktet, eller til folk, som aldrig har købt produktet.