IUM-direktør Heine Jørgensen er pr. 1. marts 2020 udnævnt til CEO for bureaugruppen IPG Mediabrands Danmark og bliver dermed ansvarlig for samtlige brands i gruppen.

”Jeg overtager en bureaugruppe med rekordhøj kundetilfredshed og lige så høj medarbejdertilfredshed. Det er et rigtigt godt udgangspunkt for de kommende års opgaver og mål, hvor Mediabrands indtager markedet med en endnu større kundecentreret tilgang. Det vil sige fokus på, at alle vores enheder leverer præcist de kompetencer og løsninger, vores kunder efterspørger og har behov for,” siger Heine Jørgensen.

CEO Michael Thim har stået i spidsen for IPG Mediabrands Nordic og Baltics siden 2014, og kom oprindeligt til mediebureauet IUM i 2001. Michael Thim har gennem de senere år med stor succes udrullet Mediabrands-organisationen på alle fire nordiske markeder, og nu skal potentialet for alvor realiseres og det globale momentum understøttes.

”Heine har i sin tid som CEO for IUM Danmark leveret stærke resultater og opbygget en stærk kultur. Vi har rigtig tilfredse kunder og har sammen med kunderne vundet flere awards i 2019. Med udnævnelsen af Heine i Danmark, kan jeg i endnu højere grad rette mit fokus på de nordiske opgaver, sikre en fuld harmonisering af de voksende organisationer på alle markeder og supportere ledelsesopgaver på alle kontorer,” siger Michael Thim og fortsætter:

”Fundamentet for fremtidig vækst er lagt, og vi skal nu i gang med at realisere det store potentiale, vi har i alle landene. Set i et internationalt perspektiv er vi forankret i den bureaugruppe, som har den højeste organiske vækst og det bedste new bizz momentum. Det skal vi fortsætte med at være, og det skal vi i Norden og de baltiske lande understøtte”.

Heine Jørgensen har 16 års bureauerfaring; han kom til IUM som direktør for IUM Aarhus i 2016, og blev udnævnt til direktør for IUM Danmark ved indgangen til 2018.

Andre navnenyheder
I forbindelse med Heine Jørgensens tiltrædelse er Lars Møller udnævnt til Chief Commercial Officer for IPG Mediabrands Danmark med ansvar for bl.a. den kommercielle udvikling og styrkelse af kunderelationer. Lars Møller har det seneste 1½ år været Managing Partner i konsulentbureauet ignite, der er ejet af Mediabrands.

Nordic CFO gennem 18 år Birger Steen Petersen har valgt at drosle ned og stopper hos IPG Mediabrands inden for kort tid. Som erstatning startede Allan Petersen som Nordic CFO pr. 1. januar 2020. Allan har tidligere været CFO hos Vertic og GroupM, og har således stor erfaring og indsigt i bureauverdenen.

”Rekrutteringsprocessen til ansættelse af en ny mediebureaudirektør for IUM Danmark er i fuld gang, og vi har en spændende bruttoliste med relevante kandidater. Indtil vedkommende er fundet, vil jeg stadig varetage rollen som CEO for IUM”, slutter Heine Jørgensen.

Faktaboks:
IPG Mediabrands Danmark er en del af den internationale media- og marketing bureaugruppe Interpublic Group, som er verdens 4. største bureaugruppe, med specialistkompetencer inden for bl.a. mediestrategi, planning og buying, digital transformation, data og tech, performance marketing og kreative marketingløsninger.

I Danmark består IPG Mediabrands bl.a. af mediebureauet IUM, reklamebureauet Marvelous, retail- og POS-bureauet MediaPrint og de digitale performance brands Reprise, Cadreon og ignite Nordic. Kundelisten dækker både danske og internationale virksomheder som Carlsberg, Lego, Salling Group, Scandlines, Interdan, Just Eat, Spotify, American Express og Reckitt Benckiser.