Det er ikke enten-eller for de danske tv-husstande, når de vil se tv.

De ønsker adgang til at streame levende billeder på livet løs, samtidig med at de beholder muligheden for at læne sig tilbage i sofaen og se vælge kanaler fra den gamle tv-pakke.

Der viser nyeste status på tv-markedet fra analysevirksomheden Wilke, der specialiserer sig i at overvåge dette hjørne af mediemarkedet. Wilke præsenterede forleden seneste data på Future TV konferencen.

Hele 84 % bruger nu regelmæssigt et eller andet streamingtilbud, viser Wilkes tal. Hvilket er en mærkbar vækst fra 69 % i 2016.

Netflix er blevet synonym med streaming-tv, og den position er ikke ufortjent. 36 % siger, at de har et Netflix abonnement, når Wilke spørger dem.  Men danskerne benytter sig rent faktisk af mange forskellige streamingtilbud, når de selv skal bestemme, hvilke film, serier og andre programmer skal rulle over skærmen.

De mest benyttede:
DR TV 61 %
Youtube 53%
Netflix 41%
Viaplay 21%
TV 2 Play 19%

Andre
Viafree 9 %
Dplay 3 %
Amazon 2 %
(Respondenter besvarede spørgsmålet ”Bruger nu”. Tal er ikke ugentlig/månedlig dækning)

Færre har en tv-pakke
Streamingtjenesternes succes betyder fortsat vigende interesse for at betale for store tv-pakker.

”Ikke desto mindre har 88 % stadig et abonnement på en eller anden traditionel tv-pakke. Men for ét år siden var det 93 %, så der er klart skred i markedet,” siger Head of Media Julie Nygaard, Wilke.

11 % har ikke et tv-abonnement. De 9 % har haft, men har afmeldt det. 2 % har aldrig haft et traditionelt tv-abonnement.

Danskerne vil begge dele
Nu tegner der sig imidlertid et nyt billede, der er værd at bide mærke i, afslører seneste Wilke-analyse.

”Noget af det nye er, at et stort antal danske husstande helst vil begge dele. Tv er ikke et ”enten eller” spørgsmål for dem. 73 % er i dag kombi-husstande – de har både tv-pakke og streaming-abonnement. For ét år siden var det ”kun” 52 %, der var kombi-husstande,” påpeger Julie Nygaard.

Analysen: Wilke bad 1.000 repræsentative danskere over 18 år besvare spørgsmål om deres tv-vaner og præferencer, via et online spørgeskema.

All rights reserved IUM A/S